Andreas Henrik (Ibenius) Stibolt.

Født 10. juli 1802 i Hirchholm Sogn, Københavns Amt. Døbt 25. august 1802 i Garnisons Kirke i København. Død 25. februar 1866 i København.

Rose Ernestine Hjorth.

Gift med Andreas Henrik (ibenius) Stibolt. Hun er født 13. februar 1815 i Nylars Præstegård på Bornholm. Død 31. december 1891 i København. Datter af provst Lorents Andreas Jørgensen Hjorth (1778-1838) og hustru Rose Ernstine Dørschel (1778-1848). Hun havde 10 søskende.

Andreas Henrik (Ibenius) de Stibolt

Et af Andreas Henrik Stibolts børnebørn. Ældste søn af Casper Henrik von Stibolt (1775-1850) og Erasmine Malling (1781-1848).

Adelskalender 1912:

Andreas Henrik Stibolt, født 10 juli 1802 i Hørsholm, 1821 Student, 1829 Cand. theol., 1830 pers. Kapellan for Jelling og Hover, 1831 for Sal og Eising, 1834-35 for Smidstrup og Skjærup, 1837 Sognepræst for Rødding, Løvel og Pederstrup, 1839 for Vorde, Fiskbæk og Romlund, 1852 for Hinge og Vinderslev, afsked 1863, død 25. februar 1866 i København, gift 19. oktober 1837 i Aagerup med Rose Ernestine Hjorth, født 13. februar 1815 i Nylars, død 31. dec. 1891 i København.

6 børn:

 

  1. Erasmine MICHELLA Charlotte Stibolt, 1838-
  2. Casper Henrik Stibolt, 1840-1900.
  3. Henrik Peter Stibolt, 1843-
  4. Ernst Vilhelm Stibolt, 1845-1898.
  5. Rosa Laurentia Christophora Stibolt, 1847-1847.
  6. Hans Lorentz Andreas Michael Stibolt, 1852-1854.

 

 

 

Hinge Kirke med præstegården i baggrunden, 26. november 2006. Foto JC.

 

På Det Kongelige Bibliotek findes en lille bog af A. H. Stibolt, sognepræst til Hinge og Vinderslev, med titlen: Forslag til forandring i almueskolevæsenet på landet. Udkommet på R. Offens forlag; trykt i Viborg Stitsbogtrykkeri, 1860.

 

Forslag til forandring i almueskolevæsenet på landet

Ligesom i almindelighed de kommunale udgifter er steget til en betænkelig højde, så er det dog blandt disse især udgifterne til almueskolevæsenet, der må tildrage sig vor alvorlige opmærksomhed. Disse har allerede på flere steder nået en sådan højde, at de er nær ved at overstige kommunernes kræfter, og det er indlysende, at de vil stige endnu mere. Folkemængden er i stærkt og stadigt tiltagende, og således vil stedse et større antal af skoler og lærere blive nødvendigt. Hertil kommer, at lærerne stedse fordre større løn, hvad man også, ifølge tidsforholdene, vil blive nødsaget til at indrømme dem. Vi ser jo, at mange skolelærerembeder, selv ret gode, dels længe har stået og endnu henstår vakante, uden at man kan få dem besatte, dels, at man mere og mere må tage sin tilflugt til ueksaminerede og vistnok som oftest dårlige lærere. Men hvad hjælper det at bygge skoler, når man ikke kan få lærere til dem, og had skal det til slutningen føre til, at antage til lærere udygtige personer? Så hellere én dags undervisning af en dygtig lærer, end en hel uges af en mådelig lærer! Såre ønskeligt vilde det derfor være, om almueskolevæsenet kunne ordnes på en anden og derhos mere økonomisk måde, naturligvis dog således, at undervisningen intet afbræk led. At give et bidrag til at påvise, hvorledes dette muligen kunne ske, er hensigten med disse linjer.

Således som skolevæsenet nu er ordnet og længe har været ordnet, medgår der af årets 52 uger 12 til 14 uger til de forskellige ferier, og kun 38 til 40 levnes der til undervisningen. Disse 38 til 40 uger, eller omtrent 230 dage, fordelte på skolernes 2 klasser, giver for hver klasse, og altså for hvert barn, omtrent 115 dage om året. Men drages herfra de dage, som dels med, dels uden lovlig – men derfor mangen en gang dog gyldig – grund forsømmes, så kommer vi til det resultat, at hvert barn i gennemsnit får omtrent kun 80 til 90 dages undervisning om året. Dette er den erfaring, som jeg har gjort i de mere end 30 år, i hvilke jeg har været præst, og at forholdet endnu den dag i dag er det samme, herom vil man kunne overbevise sig, når man efterser det på Kirke- og Undervisningsministeriets foranstaltning af det Statistiske Bureau udgivne skrift: ”Om almueskolevæsenet på landet i Danmark i 1857”.

Det forslag, som jeg nu, som følge af foranstående, her tillader mig at træde frem med, går altså ud på:

1.At man skal omgås mere økonomisk med tiden;

2.at man skal inddele børnene i 3, i stedet for, som nu, i 2 klasser.

Man skal omgås mere økonomisk med tiden, idet man lader bortfalde de temmelig uhensigtsmæssige og overflødige pløje- og sædeferier, ferier, der ville blive endnu mere overflødige, når i skolerne oprettedes 3 i stedet for 2 klasser. For fremtiden skulle altså ferierne indskrænkes til

a.Høstferie, 4 uger … 24 dage,

b.Juleferie, 2 uger … 12 dage,

c.Påskeferie, 1 uge … 6 dage,

I alt: 42 dage. Når da til disse lægges 52 søndage og endvidere Skærtorsdag, Langfredag, Store Bededag, Kristi himmelfartsdag og 2. Pinsedag, i alt 57 dage, så får vi i det hele 99 dage, som går tabt for skolen, og der bliver altså tilbage 266 dage, som kommer skolen, undervisningen til gode.

Dernæst bør man inddele børnene i 3 i stedt for som for tiden i 2 klasser, og når da hine 266 dage fordeles på disse 3 klasser, så giver dette for hver klasse, og altså også for hvert barn, 88 til 89 undervisningsdage om året, eller samme antal som nu, da der i skolerne kun er 2 klasser.

Endelig må man, hvis det i øvrigt skulle blive nødvendigt, gennemføre mulkteringssystemet (red. Bødesystem) med større strenghed end hidindtil sædvanlig er sket; men jeg kan ikke antage, at dette ville bliver synderlig nødvendigt; thi hovedårsagen til de stedfindende såkaldte ulovlige forsømmelser er og bliver dog som oftest den, at børnene ikke kunne undværes 3 dage om ugen fra hjemmet. Bliver de ugentlige skoledage derimod fastsat kun til 2, da både ville forældrene omhyggeligere sørge for, at deres børn benyttede disse 2 dage, og da ville de bedre kunne indrette deres husvæsen således, at de var i stand til på disse at afse brugen af børnene. Nu vil man vel indvende, at tvang, at mulktering strider imod tidens ånd; men hertil svarer jeg først, at når staten gør os det til pligt, at svare skat til skolevæsenet, så må den fornuftigvis også indrømme os ret til at forlange, at denne skal anvendes efter bestemmelse og til øjemedets opnåelse. At sige til Per: Du skal betale skat, for at Poul kan gå i skole, og i samme øjeblik at sige til Poul: Du behøver ikke at gå i skole, dette synes mig ikke, at der er synderlig rimelighed og forstand i. Dernæst svarer jeg, at når et lands lykke og velvære beror på dets borgeres kundskab og oplysning, så må det på den ene side være statens pligt at gøre alt, hvorved kundskab og oplysning kunne fremmes og befordres, og på den anden side være borgernes ret, at fordre at dette sker. Ligegyldige forældre bør tvinges: det er pligt mod samfundet, mod børnene, og ikke mindst mod forældrene selv.

Men antaget også, hvad mulig ville blive tilfældet, at således enkelte børn, nemlig de, som stadigen søge skole, ville få nogle få dages undervisning mindre end de nu har, så ville dette dog igen indvindes, og mere indvindes derved, at undervisningen måtte ved inddeling af børnene i 3 klasser blive langt bedre og frugtbarere end nu, da der kun er 2 klasser. At inddele et stort antal børn, ofte 100, i en alder af 7 til 14 år, kun i 2 klasser, er meget misligt. Jeg er fuldkommen overbevist om, at børnene, inddelt i 3 klasser, ville være bedre tjente med 2 dages, end inddelte i 2 klasser, med 3 dages ugentlig undervisning.

Ikke at tale om den nytte og brug, som forældrene ville få af deres børn, og som de nu engang ikke kunne undvære, ville en sådan omordning af skolevæsenet altså medføre følgende fordele:

1.Undervisningen blev bedre og frugtbarere, som følge af

a.At børnene blev bedre klassificerede efter alder, evne og kundskab.

b.At lærerne ikke behøvede at dele sin tid, sit arbejde og sin opmærksomhed mellem så mange forskellige afdelinger i klasserne, og

c.At han således sløvedes mindre, og bedre kunne bevare sin åndsfriskhed;

2.En lærer kunne forsyne 150 børn i stedet for, som nu, kun 100, og altså

3.Et betydeligt antal skoler og lærere kunne bespares.

Af mindre betydning, skønt derfor langtfra uden betydning, ville fremdeles den lettelse være, som de mange børn ville få, der har lang og besværlig vej til skole, af større betydning derimod den lettelse, som ville forskaffes de mange fattige forældre, som nu holder deres børn hjemme fra skole, fordi de ikke til denne kunne medgive dem, hvad vi her i Jylland kalde en hæderlig melmad (red. mellemmad, madpakke) en omstændighed, der forårsager langt flere forsømmelser, en man i almindelighed tror.

Vi må tage tingene som de nu engang er, og sætte os ind i de fattiges og trængendes stilling. Et stykke tørt brød, - dermed må mangt et fattigt barn nøjes, ja mangt et barn kan ikke engang få dette stykke brød. Om vinteren må børnene, af mangel på tjeneste, søge til hjemmet; men om vinteren kunne forældrene, af mangel på tilstrækkeligt arbejde, ikke forskaffe dem tilstrækkeligt brød, hverken i hjemmet eller til skolen, og altså bliver børnene hjemme fra skole. Og hvorledes går det så om sommeren? Da har det fattige barn kun valget mellem enten at blive hjemme og lide mangel eller at tage ud og tjene for sit brød. Men der er ikke mange, som ville indlade sig på at tage i sin tjeneste et barn, som 3 dage om ugen skal gå i skole, og vil derfor barnet have tjeneste, må det lade skole være skole. Og hvor mange er ikke de børn, både af øverste og nederste klasse, som må lide under alt dette? De er mange, og de ville dag for dag blive flere; thi, som følge især af den stedse hyppigere udparcellering, opstår der daglig en mængde nye små ejendomme, stiftes der nye små familier. Indskrænkedes altså skoledagene til 2 om ugen, så ville, om end ikke alt opnåedes, dog meget opnås, og tingene stille sig gunstigere. Imidlertid vil jeg ikke, at det, jeg her har bemærket, skal forstås således, som om det var min mening, at det skulle tages med i beregning som motiv, når talen er om at forandre skolevæsenet; men jeg mener kun, at når slig lettelse kan følge med som tilgift, idet man ej blot forandrer, men derhos tillige forbedrer skolevæsenet, så er også det et gode, som vi ikke bør lade uænset, ikke bør kaste vrag på.

Disse linjer kan jeg ikke slutte uden at henlede opmærksomheden på en følelig mangel, som snarest mulig bør afhjælpes, nemlig mangelen af en fælles, for samtlige skoler autoriseret, læsebog. Nu har vi mange og også ret gode læsebøger, men disse er alle, skønt ikke dyre, dog for dyre til, at man enten kan eller vil anskaffe dem hjemme i husene. Fik vi derimod en almindelig, fælles læsebog, så ville en sådan måtte trykkes i så mangfoldige eksemplarer, at den kunne sælges til en billig pris og anskaffes af alle. Børnene ville da have en bog, hvori de hjemme kunne og skulle læse og lære deres lektie i indenadslæsning til skolen, mens de nu er henviste kun til et par timers indenadslæsning om ugen i skolen. En sådan læsebog burde tillige være en lærebog, en slags encyklopædi for menigmand, og indeholde af historie, geografi, naturhistorie, naturlære, retskrivningslære, osv., hvad der i almindelighed må anses for nødvendigt og ønskeligt for alle og enhver. Sørgedes der for en sådan bog, da ville man vist spore og spore snart følgerne deraf både hos børnene og hos de voksne. Den ville vække læselyst både hos unge og gamle. Her i pastoratet, hvor vi har et godt sognebibliotek, har jeg haft lejlighed nok til at erfare, hvor let det er at vække læselyst hos lægfolk, når der blot skaffes dem adgang og lejlighed til at få bøger, og jeg kan forsikre, at man ikke skal komme i mange gårde eller huse uden at finde beboerne beskæftigede om aftenen med gode og nyttige bøger. End også tyendeklassen griber med begærlighed efter bogen.

Nu vil vel den indvending møde mig, at i mange, måske endogså de fleste skoler et stort antal af børnene, når de træder ud af skolen, kan læse ret godt og flydende. Nu, dette ligeså lidet kan som vil jeg nægte; men jeg er af den formening, jeg påstår, at dette ikke er nok, langtfra ikke nok. Vi må se at bringe det dertil, at alle børn, og vel i en tidligere alder end nu, kunne læse rent og flydende, læse således, at vi kunne høre, at de forstår, hvad de læser, og jeg udtaler det derfor som min faste og urokkelige overbevisning, at dersom vi havde en læsebog, som den af mig påpegede, og dersom indenadslæsningen dreves på den af mig antydede måde, så ville børnene i en alder af 10 til 11 år kunne gøre, hvad de nu i almindelighed først i en alder af 13 til 14 år formår, og desværre mange gange ikke formå, og man ville da tillige opnå den store fordel, at de timer, som nu i den øverste klasse anvendes ene og alene til indenadslæsning kunne anvendes til noget mere og bedre end til blot simpelt hen at lære at læse.

Dersom nu disse mine forslag måtte bifaldes og blive tagne til følge, da skal jeg i tiden måske nærmere udtale mig om, hvorvidt det måtte være gørligt og hensigtsmæssigt, dels at ophæve religionsundervisningen i den øverst af de 3 klasser og henlægge den som en længere fortsat konfirmationsforberedelse* til præsterne, dels i denne klasse at indføre en fuldstændigere og mere udvidet undervisning. For øjeblikket ligger dette uden for min plan og min hensigt med disse linjer.

 

*Anm. Jeg antager ligeså lidet, at konfirmationen bliver afskaffet, som at ægtevielsen bliver henflyttet fra kirken til rådstuen.

******

 

Deres børn

Link til

Erasmine MICHELLA Charlotte Stibolt. Født i Vorde den 6. oktober 1838.

Niels Bjerring Petersen.

Født 18. september 1833 i Hinge, død 24. januar 1899 i København.

Gift i Hinge Kirke den 16. maj 1862 med Erasmine MICHELLA Charlotte Stibolt.

 

Link til

Casper Henrik Stibolt.

Født 4. juli 1840 i Vorde, Nørlyng.

Død 24. august 1900 i København.

Casper Henrik var cand.theol. og viceskoleinspektør.

Gift i Vor Frue Kirke, København, den 27. december 1868 med Elisa AMALIE Nielsen, født 9. november 1835 i Herstedøster.

 

Elisa AMALIE Nielsen.

Født 1835 og gift i 1868 med Casper Henrik Stibolt.

Link til

Henrik Peter Stibolt.

Født den 28. marts 1843 0 i Vorde, Nørlyng. Cand. phil. og ansat ved Den Kgl. Grønlandske Handel.

Gift i Kovsted den 3. juni 1874 med Rosa Ernestine Elise Hjorth, født 12 jan 1853 i Uvelse.

Rosa Ernestine Elise Hjorth gift med Henrik Peter Stibolt..

Link til

Ernst Vilhelm Stibolt.

Født 28 november 1845 i Vorde. Død 8. oktober 1898 i København.

Cand. med. og læge i København.

Gift 26. november 1878 på Frederiksberg med Thora MATHILDE Stockfleth, født 15. december 1852 i Haderslev, død 30. oktober 1944.

Rosa Laurentia Christophora Stibolt.

Født 26. november 1847 i Vorde. Død 14. december 1847 i Vorde.

Hans Lorentz Andreas Michael Stibolt.

Født 27. december 1852 i Hinge. Død 21. marts 1854 i Hinge.