Johanne Thomine Stibolt, født i København den 9. september 1792, døbt i Holmens Kirke den 2. oktober 1792, død den 2. september 1871. Johanne Thomine var yngste barn af Andreas Henrik Stibolt (1739-1821) og Christiane de Hemmer (1755-1817).

Fra hun var 5 til hun var 13 år har hun boet sammen med sine forældre på ”Sømandshvile” ved Rungsted, derefter nogle år på en gård i nærheden af Hillerød, og endelig fra hun var 16 igen i København.

1813 var Johanne Thomine Stibolt på besøg i Fredericia formentlig i anledning af en dåb i Trinitatis Kirke, hvor Jens Peter Stibolt (1812-1887) blev døbt den 13. april 1813. Han var hendes nevø, søn af hendes storebror major og bataljons kommandant Casper Henrik von Stibolt (1775-1850) og hustru Erasmine Malling (1781-1848). Ifølge kirkebogen var en af fadderne ”jomfru Dalgas”.

Her i Fredericia mødte hun Jean Antoine Dalgas (1788-1835), som var kommet hjem fra Italien i anledning af hans moders død den 13. januar 1813. 

Moderen var Maria (Mariette) Manuelle Francoise Ester Dalgas, født Aldebert, født i Tyskland i 1760, som datter af borgmesteren i Elberfeld (Wuppertal, Tyskland). Hendes mand, Jean Antoine ´s far, hed Jean Marc Dalgas (1756-1811). Han stammede fra Lausanne i Schweiz. Han ønskede meget tidligt at blive præst, men kunne ikke regne med økonomisk støtte hjemmefra, så det tog tid for ham at nå sit mål. Som ganske ung blev han huslærer. Først i Bordeaux i Frankrig og senere i Holland. I de seks år, hvor han var huslærer, havde han samtidig med økonomisk støtte til sine forældre sparet nogle midler op, så han 25 år gammel kunne slutte sine studier. På sin rejse til Erlangen for at blive indviet overnattede han hos borgmesteren i Elberfeld, hvor han mødte datteren Mariette. Umiddelbart efter sin indvielse friede han til hende og fik forældrenes og hendes ja, og efter to år som præst for den reformerte kirke i Fredericia rejste han til Elberfeld, blev gift og vendte med sin hustru tilbage til Fredericia, hvor de boede i Dronningensgade nr. 19 og fik 11 børn.

•Charles Friderich Isaac Dalgas (1787-1870)

•Jean Antoine Dalgas (1788-1835)

•Christian August Dalgas (1790-1863)

•Louis Abel Dalgas (1790-1793)

•Henry Francois Dalgas (1791-1848)

•Julie Marie Betty Dalgas (1793-1880)

•Caroline Bassen Dalgas (1795-1837)

•Christine Marie Marguérite Salome Dalgas (1796-1868)

•Friderich Aldebert Dalgas (1997- )

•Susanne (Susette) Marie Augustine Peschier Dalgas (1798-1844)

•Christophle Louis Engelhard (Ludvig) Dalgas (1801-1878)

Johanne og Jean Antoine forelskede sig i hinanden og blev forlovet, og han fulgte hende til København ledsaget af lillesøsteren Susette formentlig for at anmode om hendes hånd hos hendes forældre Christiane og Andreas Henrik Stibolt og i håb om, at han straks kunne tage hende med til Italien. Familien Stibolt var imidlertid imod forbindelsen, da de ikke mente, at Jean Antoines økonomiske omstændigheder var tilfredsstillende.

1819. Der skulle gå 6 år før Jean Antoine Dalgas kom til Danmark for at hente sin brud. Brylluppet stod i Holmens Kirke i København den 18. juni 1819, og allerede den 6. juli forlod de København for at påbegynde en rejse, som skulle slutte i Neapel. Den første måned tilbragte de hos venner og familie i Fredericia og Vejle. I Hamborg købte Jean Antoine en vogn, så de kunne rejse på egen hånd og besøge venner og familie på vejen gennem Tyskland. På hele turen var Jean Antoines søster Susette med. De gjorde også ophold hos lillebroderen Christian Dalgas, som var købmand i Livorno, hvor hans søster Christine på det tidspunkt opholdt sig. Fra Johannes dagbog: ”Christine fandt jeg som forhen, heftig, overgiven, munter og hjertelig god”. Christine og Susette tilbragte nogle år i Italien som gæster snart i Livorno og snart i Neapel.

Det nygifte par kom til at bo i Neapel på byens hovedgade, Via Toledo. Her levede de et lykkeligt familieliv, og fire af deres seks børn blev født i huset på Neapels travle hovedstrøg.

Købmand Dalgas´ hjem i Neapel blev snart et samlingssted for mange danske dannelses-rejsende, og købmanden nød samværet med de kultiverede gæster, bl.a. kunsthistorikeren N.L. Høyen, teologen og politikeren H.N. Clausen, filologen N.C.L. Abrahams, digterne Carsten Hauch, Carl Ploug, H. N. Clausen, lægen og digteren C. Otto, H. Bille Brahe, Ussing, Georg Berner, Küsing, Jens Holm, N. B. Krarup, Wichmann, lægen Schønberg og mange flere.

Lensbaron Henrik Stampe og den senere meget kendte videnskabsmand Joachim Schouw mødte i Jean Dalgas´ hjem begge deres skæbne, idet de blev forlovede med henholdsvis Christine og Susette Dalgas. For begge pars vedkommende stod brylluppet hos Jean Antoine og Johanne.

Johannes Carsten Hauch (1790-1872) var digter og romanforfatter. Hauch hørte til den første generation i det romantiske gennembrud i Danmark, men kom skævt i gang som digter. Han skrev sine første digte fra 1814, men kom i tvivl om sit talent og opgav for en tid digterkarrieren for at hellige sig naturstudierne, og først under en svær sygdom og dyb krise i Napoli i 1825 tog han digtningen op igen. Mens han lå syg i Neapel bragte den danske legationsråd Voigt Jean Antoine Dalgas til ham, fordi han mente, at Dalgas var den mand, der bedst kunne hjælpe ham.

I sine erindringer skriver Carsten Hauch: Det var første gang, jeg så denne mand, hvis venskab aldrig siden svigtede mig, og uden hvis omsorg og virksomme deltagelse jeg rimeligvis var gået til grunde … Han var lille og så ikke stærk ud, og der var i hans sjælfulde ansigt et træk af melankoli, der måske hang sammen med en indre sygdom, hvoraf han led, og som blev årsag til hans alt for tidlige død. Dog var han opvakt og fuld af liv, og man mærkede vel, at der flød fransk blod i hans årer, men dette forenede han med ægte nordisk troskab; jeg har heller ikke kendt mange, der ved siden af en udviklet praktisk virksomhed havde bevaret et så åbent øje for enhver åndelig stræben som han.

Dalgas skaffede først Hauch bolig i den bortrejste danske generalkonsuls villa, derefter hos en ven, begge steder gratis, og til sidst flyttede Hauch, efter at han havde fået den ene fod amputeret og var ved at komme sig, ind i Dalgas´ hjem. Han blev her hjulpet på alle måder. Hauch fulgte bl.a. med familien ud i sommerboligen i Sorrento dalen og på bjerget Vornero, hvorfra der foretoges lange udflugter. Om fru Dalgas skriver Hauch: …  hun havde grædt over mig, da operationen foregik, og både da og siden sørgede hun for mig med en søsterlig hengivenhed. Da jeg efter operationen måtte blive i Neapel sommeren over til næste forår, viste både hun og Dalgas mig en gæstfrihed, der bestandig blev sig selv lig.

H. N. Clausen skriver: Den lille cirkel i Jean Dalgas´ hus på Toledogade virkede på mig med stærk, måske uforholdsmæssig stærk tiltrækningskraft; de dage lod sig snart tælle, hvor jeg ikke tilbragte der flere eller færre timer, men vist er det, at enhver nydelse, som her strømmede i fuldt mål ind på mig udefra, forhøjedes i overordentlig grad ved meddelelsen i den venlige kreds. Da jeg skiltes fra dem, kunne jeg mindst have anelse om, i hvor nært og kært et forhold den unge pige senere som gift skulle træde til mig og mine i hjemmet. Susette Dalgas blev fru Schouw, hustru til min nærforbundne ven; i en række år var vi endog husfæller i København (i Krystalgade), og forholdene, under hvilke det første bekendtskab blev gjort, beholdt deres betydning for os begge.

De første ti år i Napoli har været lykkelige år for Johanne og Jean Antoine. I den periode får de deres første fire børn:

•Carlo Eduardo Johan Dalgas (9. november 1921 – 2. januar 1851)

•Ernesto Dalgas (20. april 1823 – 20. september 1850)

•Susette Augusta Dalgas (8. maj 1825 – 12. oktober 1889)

•Enrico Mylius (døbt Heinrich) Dalgas (16. juli 1828 – 16. april 1894)

Og afholder to bryllupper:

Christine Marie Marguérite Salome Dalgas (1796-1868) blev 12. februar 1820 gift med lensbaron Henrik Stampe (1994-1876).

Susanne (Susette) Marie Augustine Peschier Dalgas (1798-1844) blev 24. april 1827 gift med Joakim Frederik Schouw (1789-1862).

1829 vender lykken. Jean Antoine Dalgas havde indladt sig på byggespekulationer, som slog fejl, og familien bliver ruineret. Først forsøger han i 1830 at begynde forfra i Venedig hjulpet af en gammel forretningsforbindelse og ven, som ejer handelshuset Mylius i Milano – men uden held.

Mens de opholder sig i Venedig får de en datter

• Dagmar Louisa Dalgas (1830-1883).

Familien må søge op til broderen Christian Dalgas i Livorno. På grund af deres dårlige økonomiske situation lader de den ældste søn på 9 år, Carlo Dalgas, følge med Susette og Joachim Schouw til Danmark.

Jean Antoine bliver tilknyttet broderens forretning, og i løbet af få år lykkes det ham at få betalt sin gæld. Modgangen har imidlertid tæret på ham, og i de sidste år han levede, var han meget svag og opholdt sig i den varmeste tid på et landsted i Appenninerne øst for Livorno. I 1932 bliver deres sidste barn født,

• Caroline Dalgas (1832-1893).

1835. 8. maj 1835 dør Jean Antoine af den snigende underlivssygdom, og Johanne står alene tilbage med fem børn i alderen fra 3 til 11 år. Den ældste søn var som nævnt hos familie i Danmark siden 1830.

Johanne har nok længe vidst, hvor det bar hen og få måneder efter mandens begravelse er hun på vej hjem til Danmark. Hun har uden tvivl glædet sig til at se sin ældste søn, men må have været meget tynget af at efterlade sin næstældste søn Ernesto og sin yngste datter Caroline hos svogeren i Livorno.

Med de tre børn, Susette, Enrico og Dagmar, begav hun sig på den lange rejse med vogn mod Danmark ledsaget af frøken Rikke Kruse fra Kolding, som havde været i huset hos familien i Livorno. Rejsen fandt sted i august og september og efter en lang, varm og besværlig rejse når de frem til Kiel, hvor de går ombord i ”Caledonia”, det første dampskib, for at sejle det sidste stykke til København.

Det blev en fattig tilværelse, hun vendte hjem til. Der var ikke meget hjælp at hente fra hendes familie. Hendes forældre var døde for mange år siden, men lidt hjælp fik hun dog af den ugifte onkel, admiral Jens Peter Stibolt.  I den første tid boede de hos Susette og Joakim Schouw, hvor sønnen Carlo havde tilbragt en ikke særlig lykkelig tid igennem de seneste 5 år. Gensynsglæden må have været stor, da Johanne og Carlo så hinanden igen.

Fra www.slesvigland.dk : For både Carlo og hans plejeforældre var det en lettelse, at den 14-årige nu igen kom i moderens omsorg, for helt tilpas havde han ikke følt sig hos familien Schouw. Faster Susette, som tit havde haft problemer med at styre Carlo, skildrer ham som en hidsig, letsindig og til tider melankolsk dreng med megen fantasi og stærk trang til altid at overdrive. Efter skoletiden på Efterslægtens skole kom Carlo i malerlære hos malermester Caspar Peter Kongslev, der også var kunstmaler og fungerede som informator på kunstakademiet. Malermesteren fremmede Carlos evner til at tegne og bestyrkede ham i hans ønske om at blive kunstmaler. Han begyndte i 1837 at gå på kunstakademiet og udviklede sig meget lovende især som landskabs- og dyremaler. Første succes på akademiet havde Carlo i 1845, da han vandt den lille sølvmedalje, og to år senere fik han tilkendt den Neuhausenske præmie for sit maleri »Parti ved et Dyrskue«

Efter kort tid fik de en lejlighed i Vognmagergade, som kostede 130 Rd. om året. Indtægterne var små, men der blev ydet hjælp fra flere sider. Johannes svoger Christian August Dalgas i Livorno sendte hende 600 Rd. om året som pension fra handelshuset. En ven af familien, Heinrich Mylius i Milano, sendte 200 Rd. årlig til sin navne- og gudsøn Enrico Mylius Dalgas til hans opdragelse. Fra Nysø kom nu og da fødevarer og brænde.

I 1840 kom Ernesto Dalgas hjem fra Italien, og Johanne havde nu alle sine børn omkring sig bortset fra hendes yngste datter Carolina Dalgas, som blev i Italien og kun kom til Danmark på besøg.

Efterhånden som børnene voksede til kunne de bidrage til moderens husholdning. De havde også fået en bedre bolig i stueetagen på hjørnet af Ny Kongensgade og Filosofgangen, hvortil der hørte en lille have. Hjemmet blev samlingssted for børnenes venner, fætre og kusiner: Schouws, Muhles og Stampes; Henrik Stampes forlovede Jonna Drewsen; Emil Jensen som senere blev gift med Dagmar, J. Th. Lundbye,  P. C. Skovgaard som senere blev gift med Georgia Schow; Købkes (Enrico blev senere gift med frøken Marie Magdalene Købke); Grundtvigs tre børn Svend, Johan og Meta Grundtvig: Peter Boisen som senere blev gift med Meta; brødrene Peter og Frantz Vedel;  brødrene Jens og Henrik Berthelsen og mange flere.

Enrico Dalgas beretter: ” … men efterhånden som vi søskende blev voksne, havde vi ret ud sat taget kommandoen, og alt gik efter vore hover, ikke til mindst glæde for min moder selv, som virkelig levede op igen i det derved vakte ungdomsliv. Enhver af os børn fortjente noget, og vi bidrog alle efter bedste evne til moders kasse, foruden at vi naturligvis klædte os selv. Skovture og andre fornøjelser forefaldt jævnlig, og i nogle år skillingede vi endogså sammen til at leje sommerboliger i Tryggerød og Smidstrup. Moder oplevede således igen at bo på landsted om sommeren, der vel ikke på langt nær var som hine villaer i Abruzzerne eller Appenninerne, thi vore sommerboliger på Sjælland indeholdt kun et par stuer i bondegårde, men så var opholdene ved Øresund måske nok så livlige – i hvert fald gjorde vi og vore venner et syndigt spektakel.”

De fleste af disse unge holdt sammen indtil 1853. Dagmar og Susette var blevet gift og dermed opløstes hjemmet. Johanne levede  nu alene med en gammel pige. De flyttede til Blegdamsvejen til en lille lejlighed, hvor hun med Carlos billeder på væggene kunne se tilbage på et langt liv med store glæder og store sorger. Børn og børnebørn var en stor glæde for hende i alderdommen. Hun døde i 1871 næsten 80 år gammel.

Kilder: Rigmor Bendix: CARLO DALGAS, hans liv og kunst, Alfred Jacobsens Kunstforlag, 1901.